Operation af bylder i hud og underhud

Patientvejledning

En absces (byld) er et hulrum fyldt med betændelse (pus). Symptomerne på en byld er smerter, rødme, hævelse, feber og evt. udsivning af væske eller pus. 

Ubehandlet vil en byld bryde gennem huden eller tømme sig til indre hulrum. Det er derfor en fordel at behandle kirurgisk inden dette sker.

Før operationen

I modsætning til en diffus betændelse, kan en byld ikke behandles med antibiotika (penicillin). En klinisk vurdering foretages af lægen inden operation, da det i nogen tilfælde er en fordel at tage antibiotika/penicillin inden operationen for at afgrænse reaktionen i området.

Der er ingen særlig forberedelse til operationen. Det er dog hensigtsmæssigt ikke at smøre huden med diverse cremer eller sminke lokalt, hvor indgrebet skal foregå. Det er ikke nødvendigt at rasere eller barbere området.

Operationen

Operationen udføres i lokalbedøvelse, hvorefter lægen med et snit tømmer bylden for pus. Der skylles med saltvand og renses i sår. Såret dækkes med en forbinding.

Efter operationen

Det er vigtigt, at du holder området omkring såret rent og tørt. Hvis forbindingen er gennemsivet skal den skiftes og en ny påsættes. 

Med mindre andet er aftalt, fjerner du selv forbinding efter 1 døgn. Det kan være en fordel at gøre dette i badet, da der stadig kan komme betændelse fra såret (dette er normalt og kan vare op til en lille uges tid). Derefter skal såret skylles med håndbruser 1-3 gange dagligt og såret skal dækkes med en forbinding af hensyn til dit tøj.

I løbet af 2-3 uger, vil såret lukke fra bunden. Hvis såret er meget dybt, kan det tage længere tid. Hvis bylden er opstået i en hårsæk, kan det være nødvendigt at fjerne hårsækken ved en senere lejlighed. Kontakt klinikken, hvis der fortsat kan føles en knude efter ca. 4-6 uger.

Hvis det er hensigtsmæssigt, laver vi en aftale med din kommune om hjemmesygepleje. Hjemmesygeplejersken sørger for at pleje dit sår og skifte din forbinding. Forbindingen skal skiftes cirka hver 2. dag alt efter behov.

Sygemeld dig eventuelt 

Du kan sandsynligvis genoptage dit arbejde, længe før såret er fuldstændigt helet. Tal med lægen om dit eventuelle behov for sygemelding.

For at mindske risikoen for betændelse fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, indtil såret er helet. 

Du må bevæge dig frit inden for smertegrænsen. Du skal lytte til din krop og veksle mellem hvile og aktivitet.

Komplikationer

Det er normalt, at det bløder lidt. Større blødning forekommer meget sjældent.

Ved udtalt blødning, rødme, tiltagende hævelse, smerter og/eller feber skal du kontakte Kirurgisk Klinik Nord, egen læge eller vagtlæge.

Kontakt os telefonisk for tidsbestilling

Vi har telefontid mandag-torsdag mellem kl. 10-12