Operation af nedgroet negl

Patientvejledning

Ved nedgroede negle på fødderne forstås en lidelse, hvor neglenes siderande trykkes ned i neglefalsene. Det giver ømhed eller smerte og kan eventuelt føre til betændelse. Nedgroet negl opstår, som følge af forkert fodtøj (kondisko), forkert negleklipning eller neglesvamp, men oftest af arvelig årsag.

Før operationen

Ofte kan situationen reddes med rummeligt fodtøj, god hygiejne og rigtig negleklipning – eller man kan kontakte en fodterapeut, som måske kan rette neglen op med en bøjle af metal eller fibermateriale. Sygesikringen giver tilskud til behandling ved fodterapeut, hvis du har en henvisning fra din praktiserende læge.

Hvis ikke denne behandling er mulig, kan der foretages operation, hvor man fjerne lidt af neglen i den ene eller begge sider af neglen.

Vask foden/fødderne godt på operationsdagen. Rens negle. (Hvis der er infektion, er det bedst at starte med sæbebade 1-2 gange dagligt mindst en uge før operationen)

Tag 2 Panodil ca. 1 time før operationen (voksne). (Der kan i stedet tages Pinex, Pamol, Kodimagnyl, Ipren eller lignende). Du behøver ikke at være fastende.

Medbring rummeligt fodtøj gerne badesandaler til efter operationen. 

Operationen 

Indgrebet foregår i lokalbedøvelse og varer ca. et kvarter, men du skal regne med at være på klinikken i ca. 30 min i alt. Lokalbedøvelsen anlægges via et stik på hver side af tåen, hvilket er meget smertefuldt, hvilket gør at vi må henvise mindreårige til operation i fuld bedøvelse.

Operationen af den nedgroet negl består i en kileresection, hvor den krumme nedgroede side af neglen fjernes sammen med det underliggende negleleje. i nogen tilfælde er der behov for at fjerne hele neglen.

Efter operationen 

De første 2-3 dage efter operationen bør du holde foden i ro og mest muligt opad, for at undgå hævelse og blødning. Derved mindskes også smerter.

Der anlægges en stor forbinding, som efter ca. 2 dage kan fjernes og evt. erstattes med et plaster. Såret må herefter gerne vaskes med vand og sæbe dagligt, men bør kun kortvarigt sættes i blød.

Der må anvendes (rummeligt) fodtøj så snart dette ikke gør ondt. 

Smertebehandling: Oftest er almindelig håndkøbsmedicin som anført under “Før operationen” fuldt tilstrækkeligt. Den bedste effekt opnås, hvis behandlingen starter inden operationen og fortsætter 3-4 gange i døgnet herefter. Der opnås ikke bedre effekt ved at overskride den anbefalede dosis.

Restriktioner

Det er kun selve huden, der er helet efter 10-12 dage! Der vil ofte være ømhed og lidt hævelse i længere tid. Hvis man har fysisk hårdt arbejde, kan det derfor være nødvendigt med en noget længere sygemelding.

komplikationer 

Hvis neglen er inficeret ved operationen, er den stadig inficeret efter operationen, da det kun er årsagen til den nedgroede negl, der fjernes ved indgrebet – der er stadig bakterier i såret. Som regel er god hygiejne efter operationen tilstrækkeligt til at bekæmpe infektionen, men hvis der er udtalt infektion, kan det være nødvendigt at give et antibiotikum. 

Kontakt os telefonisk for tidsbestilling

Vi har telefontid mandag-torsdag mellem kl. 10-12