Elastikbehandling af hæmorider

Patientvejledning

Hæmorider er åreknuder under slimhinden i endetarmen. I svære tilfælde hænger de udenfor sammen med slimhinden. En indvendig hæmoride er en frembuling i den nederste del af endetarmen bestående af en blodåre (vene) og den slimhinde, der ligger oven på åren. Hæmorider betragtes ikke som en sygdom, men som en tilstand der kan behandles, hvis der er betydelige gener. 

Symptomer 

Forstoppelse og hård afføring er en hyppig og medvirkende årsag til hæmorider. Hvis du har hæmorider, kan det bløde i forbindelse med afføring. I mere udtalte tilfælde kan hæmoriderne hænge ud af endetarmsåbningen sammen med slimhinden og give daglige gener som blødning, svie, kløe, smerter, vanskelig hygiejne og påvirket samliv. 

Før behandlingen 

Indholdet af 1 stk. Toilax klysma (5 ml tube, fås i håndkøb på apoteket) tømmes i endetarmen ca. 1½ time før undersøgelse og behandling. Tarmen tømmer sig oftest umiddelbart efter. 

Behandlingen 

Først undersøges analkanalen med en finger, hvorefter et kort plastikrør føres ca. 5 cm op i endetarmen. Igennem røret kan lægen placere elastikker hen over hæmoriderne. Elastikken er lille og meget stram, og forhindre derfor  blodforsyning til hæmoriden. I løbet af 7-10 dage vil hæmoriden ”visne” og falde af. Proceduren foretages uden bedøvelse og er som udgangspunkt ikke smertefuld. Du skal dog forvente et moderat ubehag. 

Efter behandlingen 

Der kan de første 1-3 døgn føles stramning og afføringstrang. Hvis generne er udtalte kan du tage et smertestillende håndkøbspræparat (Panodil, Pamol, Pinex el. lig.). Undgå forstoppelse Drik rigeligt væske. Ved tendens til hård afføring kan du tage tabl. Magnesia 1g x 1-2 (håndkøbsmedicin). 

Restriktioner 

Der er ingen forholdsregler efter proceduren, og man kan gå normalt på toilettet. Det sker en sjælden gang, at man lige efter behandlingen føler almen utilpashed. Dette er en reflektorisk tilstand som fortager sig hurtigt. Føler man utilpashed efter indgrebet, skal man selvfølgelig ikke forlade klinikken eller køre i bil før man igen har det godt. 

Komplikationer 

Enkelte oplever smerter i de første par døgn. Efter 7-10 dage vil den afsnørede hæmoride falde af og forsvinde sammen med afføringen. Dette kan medføre lidt blod i afføringen, det er helt normalt. Oplever du vandladningsbesvær, vedvarende eller voldsom blødning skal du kontakte klinikken eller anden læge. 

I yderst sjældne tilfælde kan der opstå alvorlig infektion som følge af elastikbehandlingen. Feber og vedvarende smerter omkring endetarmsåbningen kan skyldes betændelse udgået fra den afsnørede hæmoride. Hvis du oplever dette, skal du kontakte Kirurgisk klinik Nord eller anden læge.

Kontakt os telefonisk for tidsbestilling

Vi har telefontid mandag-torsdag mellem kl. 10-12