Sigmoideoskopi

Patientvejledning

Sigmoideoskopi er en kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen. 

Undersøgelsen udføres med en bøjelig kikkert – der føres ind i endetarmen og op gennem tyktarmen. Undersøgelsen kan afsløre om der er sygelige tilstande i nederste del af tyktarmen, f.eks. blødning, udposninger (divertikler), betændelsestilstande, polypper eller hæmorider.

Før undersøgelsen 

For at kunne gennemføre undersøgelsen skal den nederste del af tyktarmen være fuldstændig tømt. Hvis udrensningen af tarmen er mangelfuld vil undersøgelsen ikke kunne udføres. Du vil modtage mundlig og skriftlig vejledning i udrensningsproceduren inden undersøgelsen. 

Undersøgelsen

Som udgangspunkt udføres undersøgelsen uden bedøvelse og du skal forvente lidt ubehag og forbigående smerter i maven mens undersøgelsen står på. Hvis der er et udtalt ønske om smertestillende og beroligende medicin, kan vi efter aftale, sagtens imødekomme dette ønske.

Hele undersøgelsen inklusiv evt. prøvetagning tager cirka 15 minutter. 

Efter undersøgelsen 

Du kan forlade klinikken umiddelbart efter undersøgelsen. Du skal forvente forbigående luftgener og mavekneb på undersøgelsesdagen. Du kan spise og drikke som vanligt efter undersøgelsen. Du får information af lægen om resultatet af undersøgelsen, inden du forlader klinikken. Hvis du i dagene efter undersøgelsen oplever blødning, tilltagende mavesmerter og/eller feber over 38 grader bedes du kontakte Kirurgisk Klinik Nord, din praktiserende læge eller vagtlæge. 

Komplikationer

Der forekommer meget sjældent skader på tarmen ved selve undersøgelsen. Hvis der bliver taget vævsprøver eller fjernet polypper, kan der en sjælden gang opstå blødninger. I meget sjældne tilfælde (mindre end 1 ud af 1000) kan der gå hul på tarmen, og en operation kan da blive nødvendig.

 

Kontakt os telefonisk for tidsbestilling

Vi har telefontid mandag-torsdag mellem kl. 10-12