Kirurgisk fjernelse af hudforandringer

Patientvejledning

Hudforandringer (modermærke/hudtumor) kan forekomme alle steder på kroppen og er heldigvis oftest godartede.

Symptomer

Du skal være særlig opmærksom på symptomgivende modermærker (ændring i et eksisterende eller nytilkommet pigmenteret element, særligt i form, farve og/eller symmetri, og evt. samtidige subjektive gener med ubehag, svie, smerter og kløe)  

Nyopstået eller hurtigvoksende knude i huden, eventuelt pigmenteret og eventuel med sårdannelse. 

Før operationen

Der er ingen særlig forberedelse til operationen. Det er dog hensigtsmæssigt ikke at smøre huden med diverse cremer eller sminke lokalt, hvor indgrebet skal foregå. Det er ikke nødvendigt at rasere eller barbere området.

Er elementet som du ønsker fjernet placeret i ansigt eller på øret, skal du være forberedt på at vi i nogen tilfælde vil henvise dig til en plastikkirurg for på den måde at opnå et kosmetisk tilfredsstillende  resultat.

Operationen

Der lægges lokalbedøvelse i huden og ind under det, som skal fjernes. Dette kan mærkes og kan være en anelse ubehageligt, men ubehaget forsvinder hurtigt. Herefter er området helt smertefrit, men man kan dog fornemme at der røres ved området. 

Efter steril afdækning og afvaskning af det relevante område lægges der et snit omkring selve modermærket eller gevæksten for derefter at skære i dybden og fjerne det hele. Dette sendes videre til vævsundersøgelse hvis der er indikation herfor. Huden lukkes derefter med en fin, tynd tråd som skal fjernes på klinikken eller ved egen læge efter 10-12 dage.

Efter operationen

Hvis du netop er blevet opereret på Kirurgisk Klinik Nord, vil følgende forholdsregler og praktiske oplysninger bidrage til det bedst mulige efterforløb og resultat.

Operationssåret vil være dækket af en forbinding/plaster. I dagene efter operationen kan der være lidt blodig sivning fra såret. Ved gennemsivning af forbindingen skal den skiftes. Hvis der forekommer blødning i timerne efter operationen, kan det ofte afhjælpes med et koldt omslag og let pres på operationssåret. Hvis sivningen er ophørt, kan du fjerne plasteret efter 2 dage. Herefter må du gerne tage brusebad, men du må ikke gå i karbad, svømmehal eller havbad før stingene er fjernet. 

Restriktioner

Vi tilråder generelt et roligt regime indtil trådene er fjernet. Ved belastning kan såret springe op hvormed sårhelingen forlænges, risikoen for infektion øges og et dårligere kosmetisk resultat opnås. 

Ønske du et pænt resultat er det også vigtigt at undgår sol på arret det første år efter operationen. Dæk evt. arret med plaster. Undgå derudover rygning. 

Komplikationer

Efter enhver operation kan der opstå blødning og/eller infektion. Ved udtalt blødning, rødme, tiltagende hævelse, smerter og/eller feber skal du kontakte Kirurgisk Klinik Nord, egen læge eller vagtlæge.
Det kan betyde at der er behov for antibiotika og i sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at åbne såret for at rense det. I så fald skal det hele op af sig selv efterfølgende.

Smerter

Efter 2-3 timer, når lokalbedøvelsen begynder at aftage, vil du opleve svien, ubehag og muligvis lette smerter fra det opererede område. Generne kan afhjælpes med milde smertestillende tabletter. Vi anbefaler som udgangspunkt tabl. Pamol (eller tilsvarende) 1000 mg max 4 gange i døgnet. Ved behov kan du supplere med tabl. Ipren (eller tilsvarende) 400 mg max 3-4 gange i døgnet. 

Øvrige oplysninger

Hvis vi har sendt en vævsprøve til mikroskopi, vil du modtage svar efter 3-4 uger. Svaret bliver sendt via Mit.dk. Alle mikroskopisvar overføres til portalen Sundhed.dk. Vær opmærksom på, at svarene er skrevet til fagfolk og kan indeholde beskrivelser, der kan være vanskelige at forstå og derfor kan give anledning til unødvendig bekymring. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Kirurgisk Klinik Nord. 

Kontakt os telefonisk for tidsbestilling

Vi har telefontid mandag-torsdag mellem kl. 10-12